Hvordan digitaliserer jeg min produktionsvirksomhed?

For AIM Denmark og Messe Center Herning påtog jeg mig i år at tage det første skridt med et nyt koncept om digitalisering af danske produktionsvirksomheder. Det indeholdt eksemplificering, forenkling, storytelling, vidensdeling og demonstration af digitaliseringen. Konceptet blev døbt ”The Smart Company”.

Af Henrik Granau, AIDC Denmark

”The Smart Company” – handler om virksomheden, der arbejder smartere ved at bruge flere forskellige teknologier. ”Integrated-Transparent-Digitalized-Transforming-Business,” blev vores tag line. Måske har vi opfundet en ny forkortelse eller et nyt begreb.

På HI Messen havde vi frontløber virksomheder til at fortælle deres historier fra virkelighedens verden om anvendelsen af de nye teknologier. Syv teknologi-leverandører, der normalt ikke arbejder sammen, opførte en teaterforestilling tre gange om dagen i tre dage. Som moderator og konceptbestyrer var det min opgave at binde det hele sammen, og forklare de datamæssige sammenhænge på tværs af teknologierne. Teatergængerne blev inviteret med indenfor i The Smart Company og så den praktiske anvendelse med RFID, sensorer, robotter, masser af automatisk dataopsamling, visualisering, integration med ERP-system osv. Tiltag der ikke nødvendigvis kan ses udefra – det kom deltagerne med ind og så indefra.

Helt ærligt; det var tre hårde dage. Men jeg fik positiv, konstruktiv feedback fra rigtigt mange af de besøgende fra danske produktionsvirksomheder. Det kan ikke gøres op i penge. Men det var det hele værd.

Digitaliseringen
Mit ærinde i denne blog er ikke kun at skrive om min oplevelse på årets HI Messe. Det er ligeså meget, ud fra det feedback, jeg har fået, at efterlyse hvordan vi får givet hjælp og inspiration til danske virksomheder, der mødes med krav om at digitalisere sig selv?

Der bliver talt meget om behovet for digitalisering – og især små og mellemstore produktionsvirksomheder må høre på, at de befinder sig i en risikabel situation. Politikere og brancheorganisationer benytter enhver lejlighed til at pointere behovet for øget digitalisering af især Danmarks små og mellemstore produktionsvirksomheder. Digitaliseringen er en præmis for at øge Danmarks konkurrenceevne, velfærdssystem og for at skabe vækst i samfundet.

Det kan kun gå for langsomt, lyder det. ’Disrupt jer selv – inden der er andre, som disrupter jer!”
Disruptionrådet, som den tidligere regering nedsatte, adresserede omkalfatring af arbejdsmarkedet. Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet tager hånd om digitaliseringen af det fællesoffentlige. Men når vi taler om digitalisering af private produktionsvirksomheder, er det naturligvis virksomhederne selv, der skal drive processen. Problemet er bare, at de får at vide, at det er vigtigt at de agerer nu, for ikke at sakke bagud i forhold til deres udenlandske konkurrenter.

Men hvad er det egentlig, de beder virksomhederne om? – hvad er ’digitalisering’ i min virksomhed?
I de fleste danske produktionsvirksomheder sker der en løbende effektivisering af produktionsapparatet. Det sker primært igennem automatisering (inkl. robotter) og sensorbaseret monitorering af produktionsanlæg. Sensordata opsamles og præsenteres med visualiseringsværktøjer. Det betyder, at produktionsvirksomheder kan planlægge service af produktionsanlæg baseret på opsamlede data (predictive maintenance). I stedet for at opleve dyre, uforudsete stop i produktionsanlægget, så leverer de oppetider.

Altså opnår virksomheden og virksomhedens kunder fordele baseret på automatisk dataopsamling og visualiseringssoftware – data og software – det er vel digitalisering og automatisering i ét?

Ved at lade mere og mere intelligent software agere direkte på sensor-data, kan produktionen automatiseres yderligere – via distribueret kunstig intelligens (edge computing) kan vi bringe os tæt på et fuldautomatiseret produktionsapparat. Det er digitalisering og øget konkurrenceevne.

Måske er virksomheden lagerproducerende, så lagerstørrelser i forhold til kundeordrer er helt afgørende for en økonomisk optimal udnyttelse af produktionsapparatet. Måske er virksomheden ordreproducerende, og skal selv levere produkterne til kunden i drypvise leverancer. Optimering af udnyttelsen af produktionsapparatet er i høj grad også data og software – men her er det data og software, der typisk er en del af virksomhedens økonomiske styring.

Jeg har efterhånden besøgt mange danske produktionsvirksomheder, hvor der ingen sammenhæng er imellem det økonomiske styringssystem (ERP) og produktionsautomatiseringen. Det er totalt separate systemer. Her er der brug for hjælp til dansk erhvervsliv. En håndsrækning, så der bliver bygget bro mellem forretningen og produktionen, og data udnyttes som en ressource på tværs af systemerne.

Her var Messe Center Herning ” hi Tech & Industry Scandinavia” med flere end 20.000 besøgende fordelt over tre dage et godt sted at starte – det var også det vi adresserede i ”The Smart Company”.
Der var hundredvis af udstillere, der viste komponenter og delløsninger for de besøgende på HI messen, men det kan være rigtigt svært at få overblik, og se hvordan man kan gribe det an i egen virksomhed. Ofte mangler softwarevirksomhederne, der skal binde det hele sammen – og hvordan gør man software spændende på en udstilling?
Vi forsøgte med det første skridt, men foran os på digitaliseringsrejsen har vi også e-handel, Big Data, kunstig intelligens, blockchain, 3D print og Internet-of-Things og meget andet – altså digital interaktion med kunder og samarbejdspartnere!

Jeg hører meget gerne fra andre, der har bud på hvordan vi bedre kan hjælpe og inspirere små og mellemstore produktionsvirksomheder med at blive smarte gennem digitalisering.

Scroll til toppen